De gider ikke selv være i stue med Alexandra, men alligevel har de kongelige ikke på noget tidspunkt vist tegn på moralske skrupler over at tørre regningen for Joachims skilsmisse af på danskerne.
Lov om årpenge for prinsesse Alexandra, underskrevet af kronprins Frederik 24. november 2004, er en af de største kongelige og politiske skandaler i nyere tid. Skatteydere blev ikke blot dømt til at betale hustrubidrag til prinsens ekskone, de blev også snydt for en forklaring på, hvorfor den skilsmisse, som hoffet betegnede som ’privat’, pludselig blev befolkningens problem, da der skulle penge på bordet til Alexandra.
Og endnu værre var det, at de vagthunde, vi har valgt til at pleje og beskytte vore interesser, totalt svigtede os. Politikerne på Christiansborg – med meget få undtagelser – bukkede, skrabede og stemte for, da Amalienborg henvendte sig med en bestilling på livslang forsørgelse af Alexandra.
Vel blev noget af hendes udbetaling i begyndelsen trukket fra Joachims apanage, men eftersom eksmanden nu er blevet gift igen, og hans årpenge derfor atter er sat op, er der ikke længere nogen ’besparelse’ at hente for danskerne. I 2009-kroner koster det os godt to millioner om året at have Alexandra føjtende rundt til stort set ingen verdens nytte. Prinsessen, der selv valgte at gå, kan i sin levetid nemt komme til at tappe os for mindst 80 millioner kroner – hvis hun når den danske gennemsnitsalder for kvinder på 80,2 år.
Det er ikke pengene, der er problemet. Det er princippet. Alexandras penge fylder uendeligt lidt i statens samlede finanser, men med hvilken ret overlod Amalienborg det økonomiske ansvar til os?
Ingen andre kongehuse har haft den frækhed at lade skatteyderne betale for en royal ekskone eller -mand. De 170 millioner kroner, engelske prinsesse Diana for eksempel fik med, da hun og Charles blev skilt, kom fra Charles’ private formue. De engelske skatteydere bidrog heller ikke med en penny til prins Andrews eller prinsesse Annes skilsmisser. I Spanien er Kong Juan Carlos’ ældste datter, prinsesse Elena, separeret fra sin ægtemand, Jaime, men deres økonomiske mellemværende er heller ikke havnet hos de spanske skatteydere.
Det er med andre ord en usædvanligt fin deal, Amalienborg fik hevet i land. Ikke blot er Alexandra sikret sin dyrtidsregulerede ydelse, så længe hun lever. Hun kan skam også tage den med til udlandet, hvis hun får lyst til det.
Det mest bekymrende er ikke, at Alexandra kan nyde vores penge på en solbeskinnet strand i syden, men at hendes ordning har skabt en uhyggelig præcedens for fremtidige generationer af folk med trækprocenter. Alexandra var den første, men formentlig ikke den sidste borgerlige kvinde, der lagde ud med at score en prins, men derefter hellere ville have en plads på finansloven end blive i den royale ægteseng. Det er derfor vigtigt at prøve at trænge til bunds i, hvordan kongehuset kunne luske Alexandras statshyre gennem Folketinget uden at blive mødt af en eneste forhindring. Dem er der til gengæld masser af næsten fem år efter, at den skændige lov blev vedtaget. Folkestyrets mænd og kvinder, hoffet og de involverede embedsmænd bliver meget fåmælte, når man spørger til grevindens penge. Hele forløbet er blevet mørklagt.
Næppe havde hofmarskal Ove Ullerup leveret bomben om den kongelige skilsmisse på et pressemøde i Det Gule Palæ 16. september 2004, før hoffet gik i aktion for at skaffe penge til prinsessen, der ville løbe hjemmefra – med en pæn pose penge i hånden.
Allerede fem dage senere var Amalienborg klar med et budget for den kommende enlige mor. Den 21. september sendte hoffets økonomichef, Søren Kruse, budgettet til afdelingschef Sten Frimodt Nielsen i Statsministeriet. Det var en sag, der hastede, for Alexandra havde så travlt med at vende ryggen til sin prins, at den første udbetaling skulle falde allerede 1. oktober. Den 23. september stillede Kruse i Statsministeriet, parat til at forhandle Alexandras penge hjem med Slotsholmens embedsmænd.
Mange danskere vil sikkert gerne have et indblik i, hvilke beregninger der danner grundlag for Alexandras årlige ydelse, men Statsministeriet vil ikke udlevere budgettet. Offentlighedslovens paragraf 12 slår fast, at man ikke må røbe oplysninger af ’privat karakter, herunder økonomiske forhold’. Og den paragraf henviste Statsministeriet til i sit afslag.
En del af statsminister Anders Fogh Rasmussens begrundelse for at tillade Alexandras sugerør i statskassen var imidlertid, at hun fortsat ville varetage officielle pligter. Derfor var næste skridt at bede om aktindsigt i den del af Alexandras budget, der omhandler hendes repræsentative opgaver. Det ville ministeriet heller ikke ud med. Man mente, at hvis man slap den del af budgettet, ville det være muligt at regne den private del ud. Og så mente Statsministeriet for øvrigt heller ikke, at posterne utvetydigt kunne skilles ad!
Det var en melding med modsigelser. På den ene side ville man ikke udlevere den officielle del af budgettet, fordi det ville afsløre, hvor meget Alexandra har til privat forbrug, men på den anden side sagde Statsministeriet, at budgettet ikke kan deles op i officielle og private udgifter.
Da jeg ikke måtte se papirerne, havde jeg ikke en chance for at afgøre, om det var det ene eller det andet, der var korrekt. Her kom Folketingets Ombudsmand ind i billedet.
Siden 1. april 1955 har Danmark haft en ombudsmand. Han eller hun vælges af et flertal i Folketinget, og den nuværende, Hans Gammeltoft-Hansen, har siddet i mere end 20 år. Institutionens fornemmeste opgave er populært sagt at kigge statslige og kommunale forvaltninger efter i sømmene – dog med den væsentlige undtagelse, at hoffet ikke er omfattet af ombudsmandsloven på trods af, at kongehuset drives for offentlige midler. Gennem årene har Gammeltoft ved adskillige lejligheder været inde over sager om aktindsigt. Han kan ikke tvinge en myndighed til at udlevere et dokument, men han kan på klagerens vegne gennemgå de tilbageholdte dokumenter og sikre sig, at der er handlet i overensstemmelse med det, der betegnes som ’god forvaltningsskik’, og at offentlighedsloven er overholdt. Hvis ombudsmanden udtaler kritik af et ministeriums sagsbehandling, er det et vink med en vognstang om, at den afgørelse, ministeriet har truffet, er på juridisk tynd is.
Jeg klagede derfor til ombudsmanden over Statsministeriets forvirrede afgørelse. Jeg syntes, det var vigtigt at få et par uvildige øjne til at opklare, om Alexandras budget kunne opdeles eller ej, for hvis det ikke kunne, mente jeg, at Statsministeriet var tvunget til at udlevere det.
Den 27. januar 2009 var Hans Gammeltoft-Hansen klar med en udtalelse. Han mente, at budgettet godt kunne opdeles, og at en offentliggørelse af posterne, der vedrører Alexandras officielle pligter, derfor ville afsløre, hvor meget hun har til privatforbrug. Ombudsmanden ville derfor ikke kritisere Statsministeriet for at nægte at udlevere den repræsentative del af Alexandras budget. Det er en vurdering, der rejser flere spørgsmål, end den giver svar.
Når selv de kongelige i deres årlige driftsregnskab offentliggør såkaldte ’rammebeløb’, der dækker personlige udgifter, hvorfor er det så forbudt at se Alexandras forbrug? Hun er i realiteten offentligt ansat, men alligevel slipper hun af sted med at blande sin privatøkonomi sammen med udgifterne til sit arbejde, uden at nogen har mulighed for at kontrollere, hvor meget af vores to millioner der går til Martins aftershave, og hvor meget der bruges på at udføre jobbet. Kunne man forestille sig, at andre offentligt ansatte, for eksempel ministre, ville have held med samme manøvre? Hvem husker ikke den forhenværende konservative minister Bendt Bendtsens privatkørsel i sin ministerbil? Hans sammenblanding af begreberne ’privat’ og ’offentlig’ sendte en lang politisk karriere i grøften.
Ombudsmanden holder sig i sin udtalelse til offentlighedslovens paragraf 12, der beskytter os alle mod at få vores privatliv spredt ud til højre og venstre, men hvor privat er man, når man ikke blot lever af offentlige midler, men også har fået dem tildelt, fordi man erklærede, at man havde brug for pengene for at bevare sin position i det offentlige rum?
Vi kan heller ikke få opklaret, om det budget, hoffet kom med i september 2004, svarer til det beløb, Alexandra blev tildelt, eller om Statsministeriet forsøgte at lette byrden for skatteborgerne og argumenterede for et lavere beløb. Og ingen skal forvente, at Statsministeriets kontormus frivilligt røber noget som helst – tværtimod. Selv en e-mail-adresse på hoffets velkendte økonomichef tilbageholdt man med henvisning til ’hensynet til væsentlige offentlige interesser’.
Sådanne formuleringer bruges normalt, hvis man søger om at få udleveret adgangskoden til dronningens port på Amalienborg eller navn og adresse på PET’s hemmelige agenter! Statsministeriets overkill afslører dog én ting: Hvor langt man vil gå for at forhindre, at danskerne får nogen som helst information om, hvordan det gik til, at Alexandra havnede på finansloven.
Brevet af 21. september 2004 med budgettet fra Søren Kruse til Statsministeriet indeholdt dog en interessant formulering. Der stod: ”I forlængelse af vore drøftelser om udarbejdelse af et lovforslag om årpenge til HKH Prinsesse Alexandra”. Når man nu ikke må se Statsministeriets papirer, kunne det være interessant at finde ud af, hvad disse ’drøftelser’ gik ud på. Var det under disse uformelle samtaler mellem hoffets Søren Kruse og Statsministeriets Sten Frimodt Nielsen, at aftalen reelt blev syet sammen? Hoffet vil hellere aflyse juleaften end afsløre noget som helst om baggrunden for Alexandras opsigtsvækkende økonomiske aftale, men måske kunne embedsmanden kaste lys over indholdet af diskussionerne?
Sten Frimodt Nielsen er i dag dommer ved EF-domstolen i Luxembourg, men i 2004 var han bindeleddet mellem hoffet og Statsministeriet, og han ved derfor, nøjagtig hvordan det endte med, at danskerne kom til at forsørge Alexandra. Af ”principielle grunde”, som hans sekretær skrev i en e-mail, vil Sten Frimodt Nielsen, imidlertid ikke afsløre sin viden. Statsministeriets forhenværende departementschef Nils Bernstein er i dag direktør for Danmarks Nationalbank, men hans undskyldning for ikke at sige noget hedder også ”principielle grunde”.
Denne massive tavshed undrer. Hvis der ikke er noget at skjule, hvorfor så skjule det?
Men et lovforslag – hvor skandaløst det end er – kan jo kun blive til lov, hvis Folketinget vedtager det. Og her blev de danske skatteydere fuldstændig svigtet af deres folkevalgte. Nogle snorksov i timen og stemte for uden at gennemskue konsekvenserne af loven, mens andre trykkede på ja-knappen, fordi ’det er der tradition for, når det er kongehuset’.
I Grundlovens paragraf 11 står der, at man kan tildele årpenge til medlemmer af den kongelige familie. Omvendt må man vel slutte, at man ikke kan tildele årpenge til mennesker, der ikke er medlemmer af den kongelige familie. Den finte forudså Statsministeriet i udarbejdelsen af lovforslaget, og derfor blev følgende ordlyd en del af forslagets paragraf 1, stykke 5: ”Såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb.”
Ingen – undtagen Alexandra selv naturligvis – kunne på det tidspunkt vide, om hun ville gifte sig igen, men lovforslaget indebar, at i tilfælde af nyt ægteskab ville hun ikke længere være medlem af kongehuset. Alligevel var der ikke et eneste ord i forslagets bemærkninger, der forklarede, hvorfor statsministeren fandt det nødvendigt, at danskerne fortsat betalte for Alexandra, selv om hun mistede sin royale status. Hvorfor?
Nu valgte hun en almindelig lønmodtager, men det kunne vel lige så godt have været en mangemillionær, Alexandra var faldet for. I stedet for at spørge, om det nu også var rigtigt at lade danskerne hænge på Alexandras ’særlige ydelse’ og forsøge at sikre, at skatteyderne ikke endte med at betale til en forhenværende prinsesse med en stenrig ægtemand, agerede et flertal i Folketinget ekspeditionskontor for hoffet. Kun Enhedslisten og SF stillede relevante spørgsmål. Alle de øvrige partier udstedte et partoutkort til statskassen til den kongelige højhed, der havde givet Schackenborg baghjul.
Det er den slags kritikløse opførsel, man kan forvente af de altid über-royale medlemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, men heller ikke for eksempel Det Radikale Venstres Elisabeth Arnold, som for øvrigt er erklæret republikaner, følte trang til at kæfte op. Arnold betegner sig selv som en stor beundrer af grevinden, som hun kalder ”en fantastisk pige”. Måske er det derfor, Arnold ikke mente, at det var ”verdens vigtigste problem”, at årpengene med Alexandras ja til Martin Jørgensen 3. marts 2007 blev forvandlet til en livsvarig ydelse.
”Hun er jo stadig mor til to prinser i tronfølgen, og det medfører nogle forpligtelser, og dem skal hun have penge for. De skal jo have rene skjorter og sådan,” siger Arnold, der i dag ikke længere er medlem af Folketinget.
Men der står jo i lovforslagets kommentarer, at der er aftalt børnepenge mellem Joachim og Alexandra, så de dækker vel de rene skjorter?
”Det kan ikke sammenlignes med en almindelig skilsmisse, for selv om Alexandra forlod kongehuset, er hendes børn jo stadig en del af det.”
Ville det så ikke have været mere korrekt, at ydelsen overgik til hendes børn i tilfælde af, at Alexandra giftede sig igen?
”Jo, det ville det nok,” medgiver Elisabeth Arnold.
Det var Thomas Adelskov, der førte ordet på vegne af Socialdemokraterne, da Alexandras årpenge var til første behandling i folketingssalen tirsdag 19. oktober 2004. Adelskov er stadig medlem, valgt i Holbæk-kredsen, og på sin hjemmeside udtrykker han begejstring for de uendelige muligheder, man har som folkevalgt. ”Det fantastiske ved politik er, at det ikke bare er flotte ord, men at man rent faktisk kan gøre en forskel for andre mennesker.”
Den 19. oktober 2004 udrettede han i hvert fald en hel del for Alexandra, da han meddelte, at hans parti ville stemme for, at danskerne i årtier endnu skal forsørge Joachims ekskone. Heller ikke Adelskov hæftede sig ved, at Alexandra fortsat skulle have penge, selv om hun ikke længere var medlem af kongehuset.
Når hun ikke længere er kongelig, er hendes økonomi så ikke en privatsag? spurgte jeg Thomas Adelskov.
”Sådan kan man godt sige det. Nu var der en aftale i forbindelse med skilsmissen, og den indbefattede den særlige ydelse. Der er en lang tradition for, at når det handler om kongehuset, så accepterer Folketingets flertal de aftaler, der er indgået mellem Statsministeriet og hoffet.
Bare, fordi der er en tradition, behøver man vel ikke stemme for noget, der måske dybest set er urimeligt?
”Det har du fuldstændig ret i, men vi har fulgt traditionen.”
Synes du, det er rimeligt, at de danske skatteydere er blevet idømt hustrubidrag for Joachims ekskone?
”Ja, det har vi jo stemt for. Socialdemokraterne følger traditionen.”
Lov om årpenge for prinsesse Alexandra blev vedtaget i Folketinget 16. november 2004. Kun SF og Enhedslisten stemte imod. Og ifølge SF’s Holger K. Nielsen bliver der ikke pillet ved den.
”Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at der ikke kan samles flertal for noget som helst, der kan genere Alexandra eller kongehuset. Det skulle da lige være, hvis hun pludselig springer ud som pornomodel, har intim kontakt med Osama bin Laden, laver bankrøveri eller lignende. Ellers ikke – for sure!” skrev den forhenværende formand for Socialistisk Folkeparti i en mail til mig..
Ingen anfægter, at Nikolai og Felix skal vokse op i standsmæssige omgivelser. Ved købet af den store villa i den mondæne del af Østerbro i København har prins Joachim netop sørget for, at hans sønner ikke sygner hen i en toværelsers med betonudsigt og brændende containere på det ydre Nørrebro. Den rummelige villa blev overdraget ubehæftet – ingen kreditforeningslån – til Alexandra. Derudover er der en aftale om, at Joachim betaler børnepenge til drengene, så hvor stort er behovet egentlig for ekstra penge til penalhuse, tandbøjler og rene skjorter? To millioner kroner hvert år? Næppe!
De to unge prinser er en del af kongehuset – i hvert fald så længe de indgår i tronfølgen – og vi skal naturligvis sørge for, at de vokser op under værdige forhold, men er det så ikke mere korrekt – og betryggende – at det er deres far eller hans privatsekretær, der håndterer den offentlige økonomi omkring dem? Som det er i dag, overrækker danskerne hver måned en stor sæk penge til Alexandra, og så må vi stole på, at hovedparten går til drengene og ikke til mors og bonusfars muntre byture i det indre København.
Og hvad er det nu, vi får for pengene?
Alexandra passer stadig sine officielle pligter, bevares, men der er efterhånden ikke mange af dem. Anmodninger om en opgørelse over hendes repræsentative aktiviteter siden skilsmissen forbliver ubesvarede. Grevinden ønsker tilsyneladende ikke at delagtiggøre den betalende befolkning i sit magre arbejdsprogram. Indtil starten af september 2008 offentliggjorde hun sin kalender på sin hjemmeside, www.frederiksborg.eu. Det gør hun ikke mere.
Det er nærmest grotesk, at Alexandra får udbetalt dobbelt så meget i hyre som et af kongehusets flittigste medlemmer, prinsesse Benedikte. Alexandra har nu om dage 14 protektioner. Benedikte har 33. Alexandra får endda mere end kronprinsesse Mary, hvis løn udbetales fra Frederiks apanage og er cirka 300.000 kroner mindre end Alexandras! Ja, Alexandra betaler skat og moms, men det dyre økonomiske valg traf hun, da hun giftede sig med Martin Jørgensen.
Måske havde det været nemmere at forsvare Alexandras store frynsegode, hvis de kongelige havde udvist bare en smule entusiasme for hende, men de kan ikke engang være i stue med hende. Da Margrethe på sin fødselsdag 16. april 2005 udnævnte Alexandra til grevinde af Frederiksborg, tildelte hun hende en titel, der aldrig har eksisteret, og som også vil forsvinde igen, så snart Alexandra har lukket sine øjne. Ikke desto mindre fik Alexandra med sin til lejligheden opfundne status også titel af excellence og blev medlem af første rangklasse, hvor blandt andre også greverne af Rosenborg og ministrene befinder sig. Dette eksklusive medlemskab udløser automatisk invitationer til hofballer, gallaforestillinger ved statsbesøg osv. osv.
Men grevinden og hendes fotograf har endnu aldrig været til noget som helst kongeligt party. Signalet fra Amalienborg kan dårligt være tydeligere: Alexandra er ude i kulden. Og der bliver hun, også selv om hun er mor til to af dronningens børnebørn. Man gør sig faktisk ekstraordinært meget umage for, at kongehusets medlemmer og ægteparret Jørgensen ikke skal støde ind i hinanden.
Alexandra er blandt andet protektor for Danmarks Radios Pigekor. Hver gang pigerne åbner munden, er hun som regel placeret på første række. Om det er sommerstævner i Jylland, julekoncerter i Radiohuset eller turneer i USA, er Alexandra altid med. Derfor var det en selvfølge, at hun også ville overvære udfoldelserne fra ’sit’ pigekor, da DR 17. januar 2009 indviede sin nye koncertsal.
Hun blev skam også inviteret, men – oplyste DR – ”var forhindret i at komme”. Galla-indvielsen var annonceret flere måneder i forvejen – faktisk i så god tid, at hele den kongelige familie fra Margrethe til Marie nåede at sige ja tak til indbydelsen. Havde grevinden virkelig en uopsættelig aftale den aften? Eller var hendes fravær endnu et eksempel på det besynderlige slalomløb, der forhindrer den landsforviste svigerdatter i at stå ansigt til ansigt med eksmandens slægtninge?
Kulden fra hoffet er så bidende, at kongerigets festarrangører godt ved, at man ikke skal invitere grevinden sammen med de kongelige. Også selv om hun normalt er en kær gæst.
I årevis har grevinden hver sommer stillet op i Ecco Walkathon, som er en velgørenheds-gåtur gennem København sponsoreret af Den Kongelige Hofleverandør skofirmaet Ecco. Alexandra møder altid veloplagt op iført Ecco-sko, sine to små prinser og sin lidt større ægtemand. Hun har gået tusindvis af kroner hjem til gode formål og skaffet Ecco masser af omtale.
Man skulle derfor mene, at denne fornemme ambassadør stod øverst på gæstelisten, når skofolket holdt fest. Hun var i hvert fald fin nok til at indvie Eccos forskningscenter i Tønder i 1996. To år senere udnævnte dronning Margrethe Eccos grundlægger, Karl Toosbuy, til ridder af Dannebrog, og i 2008 lagde Ecco Center lokaler til en bryllupsreception for Joachims og Maries gæster.
Der er altså masser af (snøre)bånd mellem Ecco og kongehuset, så det er et kvalificeret gæt, at det var for at undgå at træde de kongelige over tæerne, at Alexandra ikke var inviteret med, da Ecco 3. februar 2009 afholdt sin Walk in Style Awards-galla på Københavns Rådhus. Kronprinsesse Mary overrakte en pris på 250.000 kroner til den norske forfatter Åsne Seierstad foran 300 kendte danskere. Der var blevet plads til blandt andet ’X Factor’-dommer Lina Rafn og Aqua-sangerinden Lene Nystrøm i den store rådhushal, men Alexandra kunne man åbenbart ikke klemme ind. Arrangementets talskvinde, Annette Spanggaard, havde dette at sige om den manglende invitation: ”Vi er lykkelige for at arbejde sammen med grevinde Alexandra, som er guld værd for Ecco Walkathon. Men det er to forskellige projekter.”
Sådan kan ”De er ikke velkommen” naturligvis også formuleres.
De personlige dramaer, der ligger bag Amalienborgs meget åbenlyse distance til Alexandra, er sagen uvedkommende, men får vi ikke hele tiden at vide, at en af de kongeliges vigtigste funktioner er at være værdipolitiske signalgivere? Med andre ord: De viser os, hvordan vi skal opføre os!
At farmor og farfar ikke er i stand til at tilsidesætte deres personlige ubehag og omgås børnebørnenes mor er et anliggende mellem regentparret og Nikolai og Felix, men den royale dobbeltmoral angår os alle sammen. Familien på Amalienborg gider ikke selv have noget med Alexandra at gøre, men det har ikke afholdt dem fra at stavnsbinde danskerne til hendes husholdningskasse. Ønskede kongehuset at ophæve dette helt uanstændige arrangement, man har tvunget undersåtterne ind i, kunne det klares med en opringning til de altid tjenstvillige embedsmænd i hoffets forkontor henne i Statsministeriet, men det ønsker man ikke. Hvorfor?
Her har vi en kvinde midt i fyrrerne med en bred business-uddannelse, omfattende erhvervserfaring og ni år som prinsesse på cv’et. Hun ser godt ud, er charmerende og taler adskillige sprog, inklusive kinesisk. Er der virkelig ikke en eneste af de kongeliges rige venner, der kan bruge sådan en kapacitet på kontoret? Jagtvennen Christian Kjær, bestyrelseskongen Fritz Schur eller skibsreder Møller?
Eller er Margrethe så fattig, at hun ikke kan finde to millioner om året til ekssvigerdatteren?
Ved at tvære Alexandra af på os alle sammen har hoffet spillet højt spil og satset på, at ingen vil stille nærgående spørgsmål, især det om, hvorvidt kongehuset – med skatteborgernes penge – købte Alexandras tavshed. Men er der så meget at frygte? Ville det ikke forudsætte en særlig form for desperation at svine sine sønners nærmeste familie til offentligt? Det ville i givet fald sige mere om kvaliteten af Alexandras moralske kompas end om de mennesker, hun eventuelt sladrede om.
Nogle mener, at Alexandras årpenge er en tikkende bombe under det danske monarki, men den vil nemt kunne ende som en fuser, hvis Amalienborg tør indse, at monarkiet har alt at vinde og meget lidt at tabe ved at få klippet Alexandras navlestreng til statskassen nu. Lov om årpenge for prinsesse Alexandra skal ikke bare genforhandles. Den skal skrottes.
Selvfølgelig skal grevinden også fremover betales for de officielle opgaver, hun stadig udfører. Hun er fortsat populær, og de organisationer, hun arbejder med, er glade for hende. Det vil dog utvivlsomt blive meget billigere, hvis vi hyrer hende på konsulentbasis og aflønner hende efter statens almindelige takster for det antal timer, hun kan dokumentere, at hun arbejder. Måske kunne man tilbyde en bonus-ordning, således at der i fremtiden bliver en direkte sammenhæng med grevindens indsats og hendes levestandard? Jo mere hun bestiller, des flere penge får hun til at finansiere sit luksusliv. Og hvis hun ikke tjener noget, må hun spænde livremmen ind. Det er sådan, alle andre danskere lever og overlever. Der er overhovedet ingen grund til, at det skal være anderledes for grevinden fra Hongkong.
